|
KOMMUNIKATION I EN SKOLEKONTEKST
Brug en dag på at blive mere bevidst om din måde at kommunikere på og om andres sansepræferencer.
Kommunikation handler om at dele budskaber, og kurset sætter fokus på, hvordan vi skaber de bedste betingelser for dette. Vi ser på, hvordan dårlige oplevelser i samarbejdet mellem lærere og forældre kan forebygges gennem inddragelse af flere sanser i kommunikationen, gennem konstruktiv håndtering af kritik og et øget fokus på hensigter frem for på adfærd i følelsesladede situationer. Du har ansvaret for, at din kommunikation lykkes!
KURSETS INDHOLD
Indledende oplæg om
- Lærernes rolle for elevers fremtid, og forældrenes rolle
- Det kinæstetiske barn
- Skrækscenarier og eksempler på skæbner
- Forældre, der er bange for skolen
- Lærernes hverdag
Vi arbejder med
- At overkomme kritik: Hvad er kritik, og hvordan undgår vi at opfatte kritik personligt?
- Selvevaluering: Hvordan taler du, og hvem når du?
- Egne erfaringer med lærere i skoletiden.
- Kommunikation ud fra alle sanser. Afdækning af sansepræferencer. Ord, mimik og kropsholdning som parametre i interaktioner.
- At spørge ind til meningen.
- Planlægning af forældremøder om kommunikation, med sjove øvelser.
- Det gode samarbejde og involvering i barnets hverdag.
Kursusholder Karin Buckle er uddannet lærer i 1978 og efteruddannet indenfor NLP, fortolkning og formidling af læringsprofiler samt uddannet holistisk lærer i New Zealand. Konsulent på skoler ifm. efteruddannelse af lærere i læringsprofiler og etablering af gode læringsmiljøer og –succeser samt konflikthåndtering skole og forældre imellem. Har arbejdet med læringsprofiler og differentieret læring i snart 10 år som læselærer og –pædagog. Stor erfaring med at tilrettelægge læse- og stavestrategier for det enkelte barn og hele klasser, herunder begynderlæsning og specialundervisning for elever, som er umotiverede eller har svært ved at bryde koden.
Karin Buckle er forfatter til bøgerne Koncentration og læring for børn og voksne og Børn kan lære at læse, begge udgivet i 2009.
|